Jeg ved det godt. Vi kører lidt i samme rille for tiden. Men pt sidder jeg og dør langsomt af verdens ondeste hovedpine, tør hoste og skumlerier over mænd. Så sådan er det.
Han ringede aldrig den tirsdag. Heller ikke onsdag. Jeg blev ked af det, indeni. På den der lidt tomme måde, hvor man godt ved hvor det er på vej hen, men ikke rigtig vil kendes ved følelsen. For hvis jeg tager imod den, omfavner den så vil jeg blive banket tilbage til den forfærdelige følelse af at blive forladt. En følelse jeg hader og frygter og altid prøver at undgå. Jeg sørgede for ikke at være alene onsdag aften i tilfælde af at han ikke ringede. Jeg havde faktisk slet ikke tid til at snakke med ham. Torsdag skrev jeg, at hans larmende tavshed nok var svar på mit spørgsmål om at han ikke længere ville ses. At han var en dejlig fyr og at jeg havde fuld forståelse for at han har travlt med sine projekter (Ja, det er her veninderne ryger helt op i det røde felt. "Du er for sød!" Men sådan er det nu engang). Den smukke sangerinde havde inviteret veninder på madklub torsdag aften, så vi sad og hyggede med vino og latter da han ringede. "Du vil nok gerne tage den her" sagde den smukke sangerinde og rakte mig telefonen. Jeg tænkte "fuck, fuck, fuck" mens jeg trykkede på den grønne knap, samtidig med at jeg kantede mig ud af selskabet. Lukkede døren ind til mit værelse og tog en dyb lydløs indånding. Vi snakkede sammen i 12 minutter og 30 sekunder ca. Han havde dårlig samvittighed overfor mig, fordi han altid havde så travlt. "Jeg har aldrig mødt nogen der elsker deres arbejde så meget som du gør". Han var imponeret over min tålmodighed. Han skal til Afrika til maj. Håbede at vi kunne mødes engang og drikke en øl sammen. For jeg var jo dejlig. Vi har snakket godt sammen. Jeg grinede også. Var overskudsagtig. "Tak for denne gang". Tilbage ved bordet. Knuden i maven. Tårer i øjnene, som jeg tvang tilbage. Kunne ikke overskue at forholde mig til de følelser jeg har gemt så langt langt væk. De bliver lukket ud stille og roligt, i små doser, overskuelige doser. Jeg drak mere vin, som han havde sagt at jeg skulle. Og Bailey og whisky. Uden at blive fuld. Bare lidt tom. Jeg har nok været lidt ramt?
Og den dybe stemme kører pt 'the silent treatment', så det er jo bare ekstra fedt. Fedt, fedt, fedt. Nåede til gengæld at flirte hæftigt med en trommeslager i går aftes. Still got it. Hmm... Lukker en dose ud... Han var flot, ham trommeslageren.
Han ringede aldrig den tirsdag. Heller ikke onsdag. Jeg blev ked af det, indeni. På den der lidt tomme måde, hvor man godt ved hvor det er på vej hen, men ikke rigtig vil kendes ved følelsen. For hvis jeg tager imod den, omfavner den så vil jeg blive banket tilbage til den forfærdelige følelse af at blive forladt. En følelse jeg hader og frygter og altid prøver at undgå. Jeg sørgede for ikke at være alene onsdag aften i tilfælde af at han ikke ringede. Jeg havde faktisk slet ikke tid til at snakke med ham. Torsdag skrev jeg, at hans larmende tavshed nok var svar på mit spørgsmål om at han ikke længere ville ses. At han var en dejlig fyr og at jeg havde fuld forståelse for at han har travlt med sine projekter (Ja, det er her veninderne ryger helt op i det røde felt. "Du er for sød!" Men sådan er det nu engang). Den smukke sangerinde havde inviteret veninder på madklub torsdag aften, så vi sad og hyggede med vino og latter da han ringede. "Du vil nok gerne tage den her" sagde den smukke sangerinde og rakte mig telefonen. Jeg tænkte "fuck, fuck, fuck" mens jeg trykkede på den grønne knap, samtidig med at jeg kantede mig ud af selskabet. Lukkede døren ind til mit værelse og tog en dyb lydløs indånding. Vi snakkede sammen i 12 minutter og 30 sekunder ca. Han havde dårlig samvittighed overfor mig, fordi han altid havde så travlt. "Jeg har aldrig mødt nogen der elsker deres arbejde så meget som du gør". Han var imponeret over min tålmodighed. Han skal til Afrika til maj. Håbede at vi kunne mødes engang og drikke en øl sammen. For jeg var jo dejlig. Vi har snakket godt sammen. Jeg grinede også. Var overskudsagtig. "Tak for denne gang". Tilbage ved bordet. Knuden i maven. Tårer i øjnene, som jeg tvang tilbage. Kunne ikke overskue at forholde mig til de følelser jeg har gemt så langt langt væk. De bliver lukket ud stille og roligt, i små doser, overskuelige doser. Jeg drak mere vin, som han havde sagt at jeg skulle. Og Bailey og whisky. Uden at blive fuld. Bare lidt tom. Jeg har nok været lidt ramt?
Og den dybe stemme kører pt 'the silent treatment', så det er jo bare ekstra fedt. Fedt, fedt, fedt. Nåede til gengæld at flirte hæftigt med en trommeslager i går aftes. Still got it. Hmm... Lukker en dose ud... Han var flot, ham trommeslageren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar