blomster fra bollevennen

Det var meningen at det her indlæg skulle handle om hvad det lige er for nogen signaler en mand sender når han kommer med blomster på ens fødselsdag. Jeg tænkte at skrive noget vittigt og sarkastisk om mine følelser versus hans. Og at det virkelig var fine blomster.

Men jeg har grædt hele dagen i går og i dag. For han er ikke længere min. Det er slut. Og jeg græder stadig. For jeg har jo nok haft stærkere følelser for ham end jeg har turdet indrømme overfor mig selv.

Vi havde en aftale om frokost. Jeg kom hjem til ham og fik et hurtigt kys. "Vi skal lige snakke sammen". Det ved man jo godt hvad betyder. "Jeg har mødt en". Av. Et slag i maven og et hjerte der vrider sig. Den første tåre trillede ned over min kind. Flere fulgte efter de næste mange timer. Også efter vi havde sex. Ja, jeg ved det godt. Dumt. Virkelig dumt.

Jeg slettede ham som ven på facebook i går og har stadig mærker på mit tastatur efter de tårer der faldt der. Endte med at drikke mig godt og grundig fuld i går. Skal hilse og sige at det virker i øjeblikket. Ikke så meget længere.

Så nu er spørgsmålet om jeg er så ked af det fordi jeg har mistet eller fordi jeg har mistet ham?

Afstikker

Jeg hader at føle mig udenfor. Som sådan en gulvklud der ligger ved siden af vasken, og som ingen rigtig har lyst til at flytte på. Sådan kan jeg have det nogen gange. Det er en voldsom følelse der kommer snigende og pludselig overmander mig og indtager det hele. Den kan fylde mig ud på et splitsekund fra en knude i maven helt ud til fingerspidserne og lægge sig som en trykkende dyne rundt om mit hjerte, mine arme, ben, fødder, hænder og hoved.

Det er ligesom et monster der tager min krop som bolig og begynder at fortælle mig historier om mig selv. Om at jeg er ligegyldig og at jeg ingen rigtige venner har. At dem jeg tænker på som venner nok bare synes at jeg er en belastning og at det er derfor de aldrig ringer. Den sidder der - følelsen - som den velkendte djævel på skulderen og stikker små giftpile af dårligdom ind i mig.

På vej hjem på cykel i dag blev jeg overmandet igen. Helt uforberedt blev jeg ramt. Og jeg har lyst til at græde, men jeg gør det ikke. Jeg har lyst til at råbe det til hele verden, men jeg gør det ikke. Jeg har lyst til at lægge mig ind til en brystkasse og omgive mig med tryghed, men jeg gør det ikke. Jeg har lyst til at fortælle mine venner det, men jeg gør det ikke. Jeg har lyst til at gøre noget ved den følelse, men jeg ved ikke hvad.

Det er følelsen af tomhed.

Jeg prøver. Det gør jeg. Kæmper. Men den slår fandme igen. Hårdt. Av.

sygdom på 4. uge

Da jeg skrev overskriften var det 4. uge. Nu snakker vi 9.-10. uge. Hoster lunger op og har en uduelig læge der ikke tager ansvar. Brokke, brokke, brokke. Men fakkertalt så er det ved at være ret irriterende at lyde som en der ryger cecil hele dagen. Selv om det har medført en sexet sovekammerstemme. "Hello baby".

Helt flippet viser det sig, at de ingenting ved. Har fået taget ALT for mange blodprøver. (Og ja, én prøver er tre for meget for mit vedkommende). Seneste skulle vise om jeg har tuberculose. Hvad siger I så? Tubercu-fucking-lose. Det er da en oldschool sygdom at anskaffe sig. Der er lidt sejhed i det ik? Ikke at få den slags sygdom mener jeg, mere det faktum at jeg er blevet testet for den.

Ud over alt det festlige i en endnu ukendt sygdom, hvor min læge har indstillingen "men altså, hvis du gerne vil testes for astma igen, så kan vi godt gøre det..." så er jeg bare godt gammeldags træt af at hoste. Og hoste og hoste og hoste. Det er mildest talt røvirriterende. Selv her, mens jeg skriver det her indlæg hoster jeg. Ikke voldsomt, bare et lille host en gang i mellem. Nok til at jeg mærker det. Nok til at jeg ved at jeg ikke er rask. At jeg fejler et eller andet som ikke bare er en virus der går over af sig selv.

Så. Jeg holder jer opdateret. Like it or not.

moderen - fordi det ikke handler om dig

"Dine nye sko - er de ikke næsten magen til dem jeg købte til dig i London?"

"Har jeg ikke givet dig den?"

"Skal jeg lige komme forbi med...?"

Det kan måske ikke overraske den garvede medlæser at jeg har et kende anstrengt forhold til mit mødrende ophav. Det er ambivalent, vores forhold. Hun er min mor. Jeg er hendes datter. Problemet opstår når grænser hviskes ud eller overtrædes. Ofte mine grænser, selv om hun tit synes det er hendes. Lad mig eksemplificere:

Jeg kigger på nye sko, der koster en kende mere end jeg har penge til. Derfor tager jeg et billede med min smarte telefon og sender til mutti. Med forespørgsel om økonomisk tilskud naturligvis. Så kommer jeg hjem med de nye meget smukke sko. (Jo, de er smukke. Basta!). Hvorefter jeg får kommentaren "er de ikke næsten magen til dem jeg købte til dig i London?". Hvordan er det grænseoverskridende tænker du? Jo, for det første så er de ikke magen til på andre måder, end at de begge er støvler. For det andet så får jeg små trækninger af den der tilføjelse "som jeg købte til dig...". Hvorfor er det vigtigt!?! Hvorfor er det så sindsygt vigtigt at hun altid får pointeret at hun har givet mig noget?

Jeg har også fået lavet vindueskarm. Det har min mor stået for. Den er monteret oven på den gamle. Jeg har så fået at vide fra bestyrelsen, at hvis jeg vil lave en ny vindueskarm må den IKKE være monteret ovenpå den gamle. Hmm... gode råd er dyre. Samme dag får jeg så at vide, at jeg ikke længere har min lange anciennitet i min boligforening fordi jeg har misset et brev. Lorte dag. Jeg ringer til min mor for at sige, at vindueskarmen skal laves om og at jeg synes det er lidt irriterende at hun har taget sådan en beslutning uden at lytte til mig. At jeg har lidt meget om ørerne. Hvorefter vi bevæger os ud i en lang, lang diskussion om at hun jo bare vil hjælpe og hun har jo kun gjort det for at hjælpe og at hun ikke har forsøgt at være til besvær, men bare ville hjælpe. Det hele slutter med at jeg må fortælle hende at jeg har brug for at hun er mor, og fortæller mig at vi finder ud af det og ordner den vindueskarm når jeg har tid og overskud til det igen.

Hvem er det lige der er den voksne spørger jeg så?

Det er nok en af de ting jeg har rigtig svært ved at forklare overfor andre, fordi min mor er enormt charmerende. Næsten alle der møder hende kan lide hende og synes hun er super sej. Og det er hun også. Ingen tvivl om det. Men hun er en masse andre ting oveni. Jeg arbejder stadig på at fastholde grænserne.

Shit jeg skylder en kvajebajer

Med den inaktivitet altså. Så lover man at være hyperaktiv og så går der hat og briller i den. Det føles lidt ligesom dengang jeg var studerende og altid overspringshandlede.

Det dur bare ikke længere vel? Så læg dog en plan kvinde! Eller som en klog veninde sagde i går (lettere omskrevet) - omfavn og lev med at du er en "sidste øjeblik"s opgaveskriver. Så er der bare det der med at jeg gerne vil udfordre mig selv. Så. Hvad betyder det? Jeg har i hvert fald lavet udkastene til de der indlæg. Sådan da...

Der kommer en lidt senere. Så meget må jeg sgu da kunne love.

Hvis du, kære læse, brænder efter at vide hvad jeg så har overspringshandlet med, så er kodeordene koncert, Aarhus, tuberculosetest, hospitalsindlæggelse, afslutning på gammelt job, start på nyt job, bestyrelsesmøde hvor jeg blev valgt til et eller andet, oprydning på værelse, bananfluer (Ad!!!), late night sms'er med Det dejlige smil. Lidt af hvert. Jeg uddyber gerne. Men nu skal jeg lave en kop kaffe.