Viser opslag med etiketten moren. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten moren. Vis alle opslag

torsdag den 22. november 2012

on the fun side of life 11

Ramte åbenbart det magiske kvarthundrede i år. Ikke aldersmæssigt, bevares. Mænderne. Bum. Det er da også en præstation. Fandt ud af det i går. I samme sekund som roomies kæreste trådte ind af døren.

Er i blogdilemma fordi roomie har opdaget at blog eksisterer, men ikke hvad blog hedder. Er pt strandet på "Det er ligesom fordi at hvis jeg deler min blog med dig, så bliver det ligesom for meget jeg deler...". Okay vigtigrøv, eller skal hun bare have lov at læse det?

Nederste gut på liste over mænd er en knøs på 19. Flot! Det kræver klapsalver...

Måtte udstå to dage på job med "løs mave". Mmm... (og beklager).

Endte i boligforeningens bestyrelse uden at være til generalforsamlingen

Endte i boligforeningen og andelsboligforeningens gårdlaug uden at have rigtig tid

Er pt en af to medlemmer i ovennævnte gårdlaug efter de resterende medlemmer trak sig

Er pt. medarrangør af julehygge i gården. WTF!?!

Oversvømmede entre i går morges, tilkaldte vicevært, tilkaldte mutti som "lejlighedssitter", blev mødt af mutti en time for tidligt i morges.

Det er min uge. Jeg kan mærke det!

mandag den 8. oktober 2012

moderen - fordi det ikke handler om dig

"Dine nye sko - er de ikke næsten magen til dem jeg købte til dig i London?"

"Har jeg ikke givet dig den?"

"Skal jeg lige komme forbi med...?"

Det kan måske ikke overraske den garvede medlæser at jeg har et kende anstrengt forhold til mit mødrende ophav. Det er ambivalent, vores forhold. Hun er min mor. Jeg er hendes datter. Problemet opstår når grænser hviskes ud eller overtrædes. Ofte mine grænser, selv om hun tit synes det er hendes. Lad mig eksemplificere:

Jeg kigger på nye sko, der koster en kende mere end jeg har penge til. Derfor tager jeg et billede med min smarte telefon og sender til mutti. Med forespørgsel om økonomisk tilskud naturligvis. Så kommer jeg hjem med de nye meget smukke sko. (Jo, de er smukke. Basta!). Hvorefter jeg får kommentaren "er de ikke næsten magen til dem jeg købte til dig i London?". Hvordan er det grænseoverskridende tænker du? Jo, for det første så er de ikke magen til på andre måder, end at de begge er støvler. For det andet så får jeg små trækninger af den der tilføjelse "som jeg købte til dig...". Hvorfor er det vigtigt!?! Hvorfor er det så sindsygt vigtigt at hun altid får pointeret at hun har givet mig noget?

Jeg har også fået lavet vindueskarm. Det har min mor stået for. Den er monteret oven på den gamle. Jeg har så fået at vide fra bestyrelsen, at hvis jeg vil lave en ny vindueskarm må den IKKE være monteret ovenpå den gamle. Hmm... gode råd er dyre. Samme dag får jeg så at vide, at jeg ikke længere har min lange anciennitet i min boligforening fordi jeg har misset et brev. Lorte dag. Jeg ringer til min mor for at sige, at vindueskarmen skal laves om og at jeg synes det er lidt irriterende at hun har taget sådan en beslutning uden at lytte til mig. At jeg har lidt meget om ørerne. Hvorefter vi bevæger os ud i en lang, lang diskussion om at hun jo bare vil hjælpe og hun har jo kun gjort det for at hjælpe og at hun ikke har forsøgt at være til besvær, men bare ville hjælpe. Det hele slutter med at jeg må fortælle hende at jeg har brug for at hun er mor, og fortæller mig at vi finder ud af det og ordner den vindueskarm når jeg har tid og overskud til det igen.

Hvem er det lige der er den voksne spørger jeg så?

Det er nok en af de ting jeg har rigtig svært ved at forklare overfor andre, fordi min mor er enormt charmerende. Næsten alle der møder hende kan lide hende og synes hun er super sej. Og det er hun også. Ingen tvivl om det. Men hun er en masse andre ting oveni. Jeg arbejder stadig på at fastholde grænserne.

torsdag den 12. juli 2012

Ferieindlæg og fun side of life

Shit det er længe siden. Har ferieret den i et stykke tid. Fået barselsvikariat i 11 måneder. Blevet solskodet på fødderne. Og spist VERDENS bedste sushi. Uden pis.

Beklager altså stilheden, men sådan er det når der er agurketid. Er på den anden side af jorden pt, så der er ikke så mange timer til lange blog-indlæg. Men lidt godter skal der da falde af:

- Er rejst til den anden side af jorden, og det har regnet i 10 dage.
- Har været i solen én dag, og er blivet mega skoldet.
- Har snorklet med en mand der ligner mr. Miyaki.
- Bliver TRÆT af danskere der ikke kan overskue andet end rugbrød, leverpostej og pommes fritter. Nej du skal da endelige ikke prøve noget nyt og udvide din horisont.
- Er træt af mutti der konstant skal minde mig om ting, kigge mig over skulderen når jeg chatter med det dejlige smil eller regner med at jeg da ved hvem og hvad hun snakker om ud fra to ord.
- Blev næsten bortført i dag, men endte med god massage.
- Har muligvis en defekt gaydar. Kan i hvert fald ikke lure om jeg har luret ham den lyshårede i selskabet...
- Savner virkelig ikke at jobbe.
- SMS sex kan fint benyttes på destinationer med elendig internet.
- SMS sex er akavet når mutti sover i sengen ved siden af.
- frække billeder på computeren er sværre at skjule når mutti bor på samme værelse. Så kig dog væk kvinde!

lørdag den 19. november 2011

on the fun side of life 4

... forsøger i et desperat forsøg på specialeskrivning at spille Kidd med "Det er så svært at vær' så god" i håbet om at det sætter aftryk i skriveriernes kvalitet.
... er overtroisk nok til ikke at have inviteret til jeg-har-afleveret-speciale-asti-druk endnu. For hvad hvis jeg jinxer det? Fordi lige præcis den handling gør udfaldet...
... har i speciale-feberen bestilt sko over nettet der indtil videre har fået hele lejligheden til at lugte af fake læder. Sikkert sundt at sove i.
... har et citat om svømmefødder med i min analyse.
... har erklæret sig hjælpeløs og bedt mutti om at lave aftensmad de næste 10 dage. Man er vel voksen?

onsdag den 16. november 2011

når man alligevel kortslutter

Er lige gået helt i stå foran computeren. Som i helt klassisk at stirre ud i intetheden med fornemmelsen af at hjernecellerne derinde står helt stille. Fører små diskussioner med mig selv om hvorvidt jeg bør tage forbi mutti så jeg kan printe det jeg har og hente aftensmad, eller om jeg skal prøve at give det lige en skalle mere. Om fire døgn skal jeg gerne kunne sende noget der ser nogenlunde ud til min vejleder. Fire meget lange døgn. Og om fjorten døgn skulle jeg gerne kunne sætte sidste komma (fordi punktummer kan jeg sådan ok. Det er kommaerne der driller) i specialet. 14. Fjorten. To uger. Et meget overkommeligt tal, og så alligevel slet ikke.

Så, nu kan jeg mærke knuden i maven igen...

mandag den 24. oktober 2011

on the fun side of life 2

- har netop taget min nye trøje ud af fryseren
- har bestilt nyt dankort igen-igen fordi der er et sort hul et sted mellem der hvor de laver dankort og min postkasse
- glemte at trykke *send* på den mail der skulle afsted til min specialevejleder, så nu er jeg røget ind i et rod af andre planer
- havde optur over at sidde på en røgfyldt bodega sammen med seks højtråbende fyre fordi at så var jeg i det mindste ude en fredag aften
- har en mor der kommer på besøg med cola når man er syg, og lige har overskud til at kritisere indretningen af min lejlighed mens jeg desperat holder fast i bræk-spanden

tirsdag den 18. oktober 2011

om kioskture og naboflirt

Har ligget syg... øv altså. Sådan noget omgangssyge med opkast hele søndag. Mega nederen! Kan nu spise nogenlunde normalt igen, men har en uforklarlig stor lyst til salt, hvilket resulterede i en tur i kiosken. Og sikke en begivenhedsrig kiosktur. Ikke kun fordi jeg nu ved at paper til en joint sælges til 4 kr. stk og står opbevaret lige ved siden af dankort-automaten. Men også fordi jeg fik en helt uventet naboflirt med i købet.

Ja, ja... lige der ved siden af postkassen stod vi og snakkede i indtil flere klik på opgangslyset. Og så den kiksede del (fordi sådan en er der bare). Han siger som noget af det første 'jeg ved allerede rigtig meget om dig for jeg snakkede med din mor da du flyttede ind'. Øhm, ja tak. For min mor tog imod nøglerne og vælger så åbenbart at fortælle halvdelen af min livshistorie til første fremmede mand hun møder i opgangen. Velkommen til mit liv siger jeg bare!

Men det lykkedes da at føre en nogenlunde samtale, hvor han spurgte til mit speciale og sådan. Og jeg spurgte til hans. Ja, ja... så må vi se hvad det fører med sig. I hvert fald en pose salt-chips og lakridser.