On the fun side of life 5 - juleversionen

- Gik rundt hele juleaften med trusseindlæg i skoene. For real. Super som midlertidigt skoindlæg.
- Forsøgte forgæves at få mosteren til at forstå at "det der voksengaver er jo fjollet, he he" fordi hun vælger at købe gaver gennem kuponhæfter. Fedt. Har altid ønsket mig... parfumeret håndsæbe?
- Måtte gå hjem fra juleøl med vennerne da meget fuld veninde begyndte at berette om sine underlivsproblemer. Nogle emner er bare ikke passende på en brun bodega...
- Skrev rødvinsbrandert besked til manden med de smukke øjne og er nu stensikker på jeg har fucked alt op. Damn you rødvin!
- Juletiden er åbenbart ED-singlernes tid. Har fået overvældene mange henvendelser. Ved ikke om det skal opfattes som smiger...
- Faldt næsten ned fra sofaen over gave fra lillebror der ramte lige i plet. Pæne kopper i en model jeg har i forvejen? Et halvt år på højskole gør åbenbart underværker for en 20-årig

rødvin i blodet og en mavepuster

Det her indlæg tager jeg ingen forbehold for. Jeg har spist udsøgt middag med min far på en restaurant i Austin, Texas. Drukket rigeligt med rødvin, og tænker at tiden lige skal gå med et eller andet inden jeg hopper i seng. God rødvin, bevares! Har haft mega nederen på de sidste dage fordi jeg lige opdagede at min X har en spilleliste på youtube som er kategoriseret under mit navn og datoen hvor jeg gik fra ham. For helvede hvor kan følelser gøre ondt som var de helt friske her ca to år efter. Øv!

Det har taget mig omkring 1,5 år at gøre den musik jeg spillede den morgen til min egen igen, og ikke det vi lige hørte den dag jeg sluttede 8,5 års forhold. Bon Iver vil altid have en sær status i mit liv. Jeg har lige købt en plade med ham i dag. Jeg er stædig.

Den der X. Hvorfor fanden skal han møve sig ind på mit liv på den måde? Han er faktisk en rigtig dejlig fyr. Jeg holder meget af ham. Men han er ikke min kæreste mere. Og han bliver det heller ikke igen. Lad nu være. Jeg har sørget nok over vores brud. Og over følelser der aldrig blev til mere. Hvordan kan det være at det kan føles som et spark i maven når ens far lige spiller dét nummer. Av. 

smukke øjne og dybe stemmer

Jeg har ikke set ham i en måned. En hel måned hvor det kun er sporadiske sms'er der holder os i kontakt. Jo jo, han svarer da på dem jeg sender, og fortæller lidt om sin hverdag. En måned er meget lang tid. Det er hårde odds hvis det skal blive til noget med manden med de smukke øjne. Men jeg er stædig.

Så midt i det hele kan facebook fucke ens følelsesliv gevaldigt op. Det er lidt som at stikke hånden i en hvepserede (er SYGT bange for hvepse) hvor man kan risikere at blive stukket any time. Facebooks forbrydelse er ikke værre end at jeg har kontakt til en fyr som jeg har været på studietur med. Meget uskyldigt egentlig. Vi var afsted sammen med 30 andre her i foråret. Unge studerende, så der gik øl i den. Mange øl. Der var flirt i luften. Jeg havde øjnet ham i starten. En flot fyr der grinede og kunne føre en samtale. Og så har han sådan en dyb stemme, så glassene klirrer på bordet når han åbner munden. Mmm... Det kan jeg ikke stå for. Men han flirtede med alle mulige andre, så jeg øjnede mig en anden fyr. Også flot, sød og sjov. Så en aften gik vi hjem mod vores hotel, som de to sidste. Og der, midt på gaden i Jerusalem kyssede vi. Hurtigt og intenst. Han mumlede noget med at vi hellere måtte gå op, så de andre ikke anede uråd. Og jeg tænkte at det var lidt spøjst. Oppe i lobbyen sad en gruppe af de andre. De ænsede ingenting. Vi sneg os ud på toilettet og kyssede lidt mere. Næste morgen var der ikke rigtig tid til flirt eller lignende. Hele gruppen skulle videre sydpå. Vi kørte afsted i bus, halvsovende, tømmermandsramte. Om aftenen blev vi indlogeret hos nogle lokale studerende, der holdt fest for os. Grill, øl og vandpibe. Da øllene var sluppet op gik vi mod et diskotek. Og på vejen endte jeg med at gå sammen med ham med den dybe stemme. Som snakkede og sang med sin dybe stemme. Vi gik og holdt om hinanden, på en meget uskyldig og alligevel flirtende måde. You know. Inde på diskoteket sad vi helt tæt på hinanden, lår mod lår. Og så kyssede vi. Lige der. Et fantastisk kys. Og resten af aftenen med kyssede vi. Han kysser ret godt kan jeg afsløre. Mere blev det ikke til den aften.

Næste dag, ny by, ny vandpibebar. Jeg skulle bare aflevere en nøgle til hende jeg delte værelse med. Så vi mødtes hurtigt nede på gaden. Han var med, og ventede på mig, da jeg havde afleveret nøglen. Og kyssede mig midt på gaden, i Betlehem. Mmm... Næste dag skete der dog noget. Et eller andet usynligt tæppe var trukket for mellem os. Han var afvisende, ikke særlig imødekommende. Av. Det gjorde ondt i selvværdet. Hvorfor? tænkte jeg. Har jeg sagt et eller andet? Gjort noget? Det fortsatte de næste dage. Kølig luft, ingen øjenkontakt. Ingenting. Jeg vidste jo godt at det ikke var den store kærlighed, at det var en flirt på en studietur, men alligevel. Det gør ondt. Så pludselig sad vi der i bussen, på vej til den sidste by vi skulle besøge. Vi sad bagerst, næsten alene. Ikke ved siden af hinanden, men næsten alene. Jeg tog tilløb i mange meget lange minutter, for jeg har ret svært ved at bryde igennem sådan en usynlig kontaktmur. "Er vi to okay?" Hmm... ja. Han synes bare at jeg havde været lige lovlig meget på. Og det var svært at håndtere. "Men jeg forventer jo ikke noget. Jeg har lige været i et meget langt forhold" fik jeg sagt. Og så kyssede han mig igen. Lige der i bussen. Det var rart. Knuden i maven forsvandt.

Om aftenen var der fest. Med masser af alkohol. Og god stemning. Sidste rigtige aften sammen. Der blev danset og sunget og grinet. Og jeg kyssede ham, gjorde jeg. Lige foran alle de andre. Og han var ligeglad. Eller fuld. Det gør det vist ud for hinanden. Da vi stod i Københavns lufthavn og skulle sige farvel, ventede jeg med ham til allersidst. Ingen kys. Det var ligesom en uudtalt aftale. Men jeg kiggede ham dybt i øjnene. Og holdt lidt om ham. Og sagde "vi ses".

Så tilbage til facebook. Hvor man (eller jeg i hvert fald) har kontakt med alle dem man har rejst med, kender fra studiet osv. Og deriblandt også manden med den dybe stemme. Som jeg ikke kan høre på chatten. Øv! Men vi skriver sammen. Lange samtaler. Om alt mellem himmel og jord. Studie, speciale, verdens tilstand, fester og dating. Ikke dating mellem os, men med andre. Gode samtaler. Farlige samtaler. For jeg har nok stadig et følelsesliv der er på udviklingsstadie 17 år. Så jeg bliver grebet, tænker mig om, trækker mig igen, bliver grebet og så videre...

Jeg ved ikke helt hvor det her bærer hen, men jeg har rationaliseret mig frem til, at jeg må følge mit hjerte (ej det lyder måske lidt voldsomt), at jeg må følge min umiddelbare mavefornemmelse og skrive med den dybe stemme. Og ses med de smukke øjne. Og tage den derfra. Ellers bliver jeg vel aldrig klogere?

dating-brok

Er jo aktiv på sådan et dating-site. Fordi det er jeg nu engang. Manden med de smukke øjne er ikke opgivet, men jeg synes lidt jeg er nødt til at spille på flere heste. I hvert fald... Dating-sitet. EliteDaters. Verdens værste navn ik? Der er et eller andet arrogant over det navn. Men hvorom alting er, så blev det stedet jeg oprettede en profil.

Og de mænd der er derinde fortjener nogen gange en bemærkning her. For de kunne godt nok trænge til et kursus i kommunikation og dating-fraser. Ikke at jeg selv fortjener en cavling-pris, men come on! Skriv dog noget om jer selv. Spørg interesseret til mig. Oprigtigt interesseret. Og nej, en smiley er ikke mere glad fordi den har dobbelthager. :)) Det ligner jo noget fra en 8. klasses elev. Og nej, jeg er ikke usofistikeret fordi jeg tænker at vi har meget lidt til fælles når du ikke ved hvem der vandt valget i september. Specielt hvis du synes at en bemærkning om at jeg kan konkurrere om at være queen of hearts er kæk, sød og sofistikeret. Igen, jeg går ikke i 8. klasse.

Måske skulle jeg bare holde mig til at kurtisere ham der med øjnene, som kan være nok så svær at kommunikere med, men som i det mindste ikke pisser mig af med det han skriver. Tværtimod. Jeg får jo lyst til at skrive igen. Og om ca 10 dage får jeg ham muligvis at se igen.

Det var vist dagens brok...

Juhuuuu!!!

Har sgu sådan et speciale der er afleveringsklar. Det skal bare printes. Bum.

en uge endnu

Om en uge... om en uge der sidder jeg her og skribler (forhåbentlig) de sidste løse sætninger i specialet. Puha, det bliver rart. Om en uge og en halv dag er jeg (forhåbentlig) i gang med at printe. Om otte døgn er jeg meget fuld. Bare til info...

on the fun side of life 4

... forsøger i et desperat forsøg på specialeskrivning at spille Kidd med "Det er så svært at vær' så god" i håbet om at det sætter aftryk i skriveriernes kvalitet.
... er overtroisk nok til ikke at have inviteret til jeg-har-afleveret-speciale-asti-druk endnu. For hvad hvis jeg jinxer det? Fordi lige præcis den handling gør udfaldet...
... har i speciale-feberen bestilt sko over nettet der indtil videre har fået hele lejligheden til at lugte af fake læder. Sikkert sundt at sove i.
... har et citat om svømmefødder med i min analyse.
... har erklæret sig hjælpeløs og bedt mutti om at lave aftensmad de næste 10 dage. Man er vel voksen?

når man alligevel kortslutter

Er lige gået helt i stå foran computeren. Som i helt klassisk at stirre ud i intetheden med fornemmelsen af at hjernecellerne derinde står helt stille. Fører små diskussioner med mig selv om hvorvidt jeg bør tage forbi mutti så jeg kan printe det jeg har og hente aftensmad, eller om jeg skal prøve at give det lige en skalle mere. Om fire døgn skal jeg gerne kunne sende noget der ser nogenlunde ud til min vejleder. Fire meget lange døgn. Og om fjorten døgn skulle jeg gerne kunne sætte sidste komma (fordi punktummer kan jeg sådan ok. Det er kommaerne der driller) i specialet. 14. Fjorten. To uger. Et meget overkommeligt tal, og så alligevel slet ikke.

Så, nu kan jeg mærke knuden i maven igen...

no stress... (!!!!)

Puha... stresser for sindsygt over speciale i disse dage. Derfor meget lidt blogging. Har en konstant knude i maven som jeg forsøger at kanalisere over i tekstproduktion. "kom så, du kan godt, det skal nok gå". Og med glimtvise smil over ham med øjnene. Som jeg ikke tør at skrive til før de her sider er skrevet færdige. For jeg har faktisk ikke tid til ham lige nu. Karma is a bitch åbenbart.

om at sove dårligt og vågne godt

Jeg har sovet virkelig dårligt i nat. På den der måde hvor man først ikke rigtig kan falde i søvn, sveder, fryser, vågner fordi man skal tisse, fryser igen, sveder igen og ja, så blev det ved. Indtil jeg faktisk faldt i søvn. Men jeg klager ikke. Heller ikke selv om jeg sov med mine kontaktlinser i, hvilket virkelig ikke kan anbefales. Heller ikke selv om jeg har helt VILDT ondt i ryggen. Heller ikke selv om jeg har misset en halv dags arbejde på specialet og jobansøgning. Heller ikke selv om jeg egentlig burde gå i bad.

For jeg lå vågen i nat og kiggede på en smuk mand. Jeg svedte fordi jeg lå i en tæt omfavnelse. Jeg frøs fordi jeg var nødt til at smide noget dyne, så varmen kunne slippe ud. Jeg sov med mine kontaktlinser fordi jeg tog direkte fra specialekontoret over til ham. Jeg har ondt i ryggen fordi jeg blev liggende i mærkelige stillinger når han holdt om mig i søvne. Jeg kan overskue at være bagud, fordi jeg har det godt indeni. Okay, jeg burde virkelig gå i bad.

I morges kyssede han mig farvel i flere minutter. Og lovede at der ikke går 1,5 måned inden vi ses igen. Og kyssede mig igen. Manden med de smukke øjne.

om mørke krøller og brune øjne

Jamen jeg kommer jo i tanke om at jeg helt har glemt den ANDEN mand jeg har mødt på det sidste med smukke øjne. Mmm... sådan nogle brune øjne man helt smelter i.

Det var selvfølgelig på kaffebaren. Han har været der et par gange nu. Høj, slank, mørke krøller. Og så brune øjne med sådan et glimt i, så det lige siger "uh" indeni. Og han flirter gør han. Smiler og snakker om ingenting. Griner når jeg driller ham med den kaffe han driller. Han spørger til mit speciale og virker interesseret. Hilser når jeg stiller mig i køen bag ham.

Indtil videre har jeg set ham tre gange dernede. Gad vide om jeg får ham at se igen snart? Smukke brune øjne med glimt i.

Hmm... Jeg tror jeg har et eller andet med mænd med smukke øjne...

om facebook-finurligheder

Der er en del ting der undrer mig ved facebook. For eksempel forstår jeg ikke hvorfor der er så mange der deler klamme videoer om bumser der bliver trykket? Hvad er det lige der er fascinerende ved sådan en video? Jeg forstår heller ikke hvorfor der stadig er nogen der vælger at trykke på de der halvpornografiske videoer, der så breder sig som ringe i vandet, a.k.a spam. Det undrer mig faktisk også at sådan noget som farmville og andre spøjse spil stadig lever.

På et andet plan undrer det mig, at der er så få der skriver spontant til mig når jeg er online på chatten. Det undrer mig også at jeg kan blive ved med liiige at skulle tjekke profilen på manden med de smukke øjne. Eller andre mænd jeg har været sammen med. Bare lige fordi. Hvad er det lige der er så fascinerende ved at  stalke på den måde? Måske min indre (meget langt inde, indre) sladderbladsnysgerrighed der skal stilles.

Men mest af alt kan det nogen gange undre mig, at facebook kan tage så meget af min tid uden at jeg rent faktisk foretager mig noget.

Neeeeej!!!!!!

Herre jesus den korsfæstede! Intet dankort betyder ingen app-køb til iPhone... Panik!

on the fun side of life 3

... har nu bestilt det 4. nye dankort. Og det er ikke engang fordi jeg har drukket mig for fuld i byen. Gad vide om der sidder et postbud og samler på dem?
... i min jagt på brun farin lukkede to ud af syv naboer op i går. Ham der bor til venstre for hende der knalder meget højlydt, og naboflirten
... ham der bor til venstre for hvidovre-knaldet har muligvis (!) noget med hash, stoffer eller lignende at gøre. Det baserer jeg løst på følgende faktorer: "fri hash"-klistermærket på hans dør, den klassiske grå hættetrøje over det skaldede hoved og døren med spritnyt håndtag og ødelagt dørkarm
... hættetrøjen svarer på min forspørgsel om brun farin at han har salt og peber
... naboflirten roder febrilsk efter brun farin. "Det har jeg ikke, men du må endelig kigge op hvis der er noget du mangler"

om hvorfor jeg blogger og hvor det fører hen

Mine indlæg bærer muligvis præg af at jeg på ingen måde er journalistisk uddannet. Der er ikke så meget bearbejdning. Der er ikke en eller anden klar ide med hvor denne blog fører hen. Teksterne er til tider lidt kluntede. Til gengæld er der en masse ærlighed, som jeg håber vejer op for resten.

Nå men, det er egentlig en masse tanker der alligevel ligger bag denne forholdsvis tilfældige blog. Historierne om kiksede dates, og mit mildes talt elendige forsøg på at få en aftale i hus med ham der spøger for tiden. Hvorfor der ind i mellem kommer en tungsindig kommentar til livet, eller harme udråb. Der er mig, mine erfaringer, min historie, som egentlig ikke er så særlig og speciel. Og så alligevel.

Der er en fortælling om et brud, som nogen kaldte en skilsmisse. Der er min mor som jeg har så komplekst et forhold til. Der er min familie, der på ingen måde er en kerne. Der er to turbulente år med sygdom og omvæltninger som jeg rigtig gerne vil fortælle om, men som kræver noget tid.

Lige nu lever jeg mit liv lidt i afmålte projekter. Det første er at aflevere et speciale den 1. december, så jeg kan afslutte mit studie. Hvad der kommer derefter må tiden vise. Men jeg lover at fortælle min historie, hvis du har lyst til at læse med.

om dårlig timing...

Det er lørdag aften og jeg sidder herhjemme. Der ligger en vinyl og snurrer rundt på anlægget, jeg skal i gang med noget thai-mad om lidt og stearinlysene blafrer i vinduet. Det er jo ikke fordi jeg graver mig ned under dynerne. Eller går helt i stå med alle de der små detaljer der gør en aften hyggelig. Og det gør jeg ikke fordi jeg simpelthen nægter at lade universet diktere mit humør.

Hvad så om han blev syg i torsdags? Hvad så om han var for fuld i går? Hvad så om han ikke har skrevet i dag?

Og et eller andet sted, så ved jeg godt at jeg leger med ilden. Men når man bare har førstehjælpskassen lige ved hånden, så går det nok. Ikke?

opture... nedture... opture... nedture... og så op igen

Den her uge er startet meget godt. Hvis man kan lide rutsjebaneture altså. Det var det der med harmen over billethajer. Den hører under nedture. Så var det man fik besked fra de der smukke øjne. Mega optur. Til gengæld er der to par i omgangskredsen der er gået fra hinanden på samme dag. Ret meget nedtur. Specielt fordi det altså ikke lige lå i kortene. Så var det at jeg fik produceret en jobansøgning. Super optur. Det forholdsvis beskedne mål jeg har sat for min specialeskrivning på to sider om dagen er desværre åbenbart lidt svært at nå i den her uge. Ned igen. Så fik jeg lavet en aftale med de smukke øjne i morgen, efter kun en måneds tid (!), hvilket faktisk er optur, selv om veninderne sender bekymrede blikke i min retning. Så var det at det blev den tid på måneden, i dag. Af alle dage. Som jo ligger lidt hindringer for gensyn med de smukke øjne. Nederen, siger jeg med bedste brostensaccent. Men dagen i dag slutter nu med en optur. Jeg har nemlig fået en fast læser her på bloggen. Yes! Så føler man sig inde i varmen :)

op mod muren siger jeg bare!

Helt ærligt! Folk der sælger koncertbilletter til overpris skulle hænges op i en lilletå i tre timer. Hvad fanden er det for noget? Fair nok at man ikke gemmer dem til den første der ringer, men i stedet til den første der henter. Men at lade dem ryge op i kæmpe overpriser er fandme dårlig stil. Skrev lige til en fyr der solgte to Bon Iver billetter til den rigtige pris. Fedt tænker man lige. Indtil jeg modtog en besked om at nu var prisen røget op på 1900 kr for to billetter. SERIØST! Jeg håber der er noget der hedder karma for ham! IH!

om drømme

Det er jo helt galt når man drømmer at man drømmer at man har en mand at holde om... Prøver min hjerne at fortælle mig noget?

om hjerneblødninger (altså de mentale)

Så var det jeg fik en hjerneblødning i går og sendte en sms til manden med de smukke øjne. For han afsluttede jo aldrig rigtigt vel? Og han er jo lidt en struds (den smukke forfatterindes ord) at han ikke har svaret. Nå, formulering op og ned af stolpe, forslag sendt til forfatterinden, svare tilbage... tænke, tænke... Send!

Og der gik en time, og der gik to timer og jeg skulle i seng. Men så her til morgen. Minsandten om der ikke lå en sms i min indbakke fra ham. De smukke øjne. Jeg nåede lige at fornemme sådan en gnist af 'uh hvad nu hvis han siger han vil se mig'. Men nej, igen var det noget a la 'tak for de smukke ord' og 'jeg synes ikke jeg kunne lægge det i det som jeg burde' og 'jeg har meget travlt på arbejdet'.

Alt ved det gamle ik? Jeg begynder sgu at net-date igen. Fuck. 

on the fun side of life 2

- har netop taget min nye trøje ud af fryseren
- har bestilt nyt dankort igen-igen fordi der er et sort hul et sted mellem der hvor de laver dankort og min postkasse
- glemte at trykke *send* på den mail der skulle afsted til min specialevejleder, så nu er jeg røget ind i et rod af andre planer
- havde optur over at sidde på en røgfyldt bodega sammen med seks højtråbende fyre fordi at så var jeg i det mindste ude en fredag aften
- har en mor der kommer på besøg med cola når man er syg, og lige har overskud til at kritisere indretningen af min lejlighed mens jeg desperat holder fast i bræk-spanden

om kioskture og naboflirt

Har ligget syg... øv altså. Sådan noget omgangssyge med opkast hele søndag. Mega nederen! Kan nu spise nogenlunde normalt igen, men har en uforklarlig stor lyst til salt, hvilket resulterede i en tur i kiosken. Og sikke en begivenhedsrig kiosktur. Ikke kun fordi jeg nu ved at paper til en joint sælges til 4 kr. stk og står opbevaret lige ved siden af dankort-automaten. Men også fordi jeg fik en helt uventet naboflirt med i købet.

Ja, ja... lige der ved siden af postkassen stod vi og snakkede i indtil flere klik på opgangslyset. Og så den kiksede del (fordi sådan en er der bare). Han siger som noget af det første 'jeg ved allerede rigtig meget om dig for jeg snakkede med din mor da du flyttede ind'. Øhm, ja tak. For min mor tog imod nøglerne og vælger så åbenbart at fortælle halvdelen af min livshistorie til første fremmede mand hun møder i opgangen. Velkommen til mit liv siger jeg bare!

Men det lykkedes da at føre en nogenlunde samtale, hvor han spurgte til mit speciale og sådan. Og jeg spurgte til hans. Ja, ja... så må vi se hvad det fører med sig. I hvert fald en pose salt-chips og lakridser.

skulderklap til de enlige med børn

Word up til de enlige mødre (og fædre)! Jeg tror at man i dagens Danmark nogen gange glemmer at ligegyldigt hvor finmasket et socialt sikkerhedsnet vi har, hvor sund en opvækst man har haft eller hvor reflekteret og oplyst man kan være om moderskabet så er det sgu ikke lige nemt hver gang. 

Min veninde Forfatteren blev fx helt ulykkeligt ked af det forleden fordi hendes dejlige dreng på et år, fik en rosin galt i halsen, hostede den op igen og - ud af det blå - kastede op. Hun skulle til undervisning og måtte aflevere ham til faren (som hun altså ikke er sammen med). Og så, lige der midt i kaffen i en undervisningspause, der ramte moderskabet hende, og tårerne trængte sig på. Fordi, som hun sagde, hvem kan man snakke med om man nu gør det rigtigt? Ingen. Lige der, i det øjeblik, der står man som mor eller far helt alene med al den kærlighed og ømhed og tvivl som følge med at få et barn. For spørgsmålet sad som en knude i maven på hende, om hun nu skulle være blevet hjemme med ham, om han var syg og om hun slet ikke kunne fornemme hvordan han havde det. 

Så ren og skær respekt herfra. Kender du en enlig far eller mor? Så giv lige en krammer. De fortjener det!

om at bide sig i kinden igen, igen

Det er meget mærkeligt at sidde på facebook og så lige pludselig blive ramt af en følelse af... ja, noget der minder om livets uforklarlighed og følelsers eviggyldighed. Store ord, jeg ved det godt. Men det er svært rigtig at ramme den der beskrivelse.

I hvert fald sidder jeg der og tjekker facebook ud lidt og ser af min eks-kæreste har lagt et billede op. En eller anden sjov tegning. Det er der jo sådan set ikke så meget i. Men jeg smuttede lige ind på hans profil og så ramte den, den der følelse. Af at det er meget mærkeligt at have haft et liv sammen med ham, med et menneske som jeg forestillede mig at jeg skulle være sammen med resten af mit liv. Af at det jo er et helt liv væk på mange måder. At have været så tæt på et andet menneske og nu så langt fra. At jeg kan blive ramt af et lille stik af smerte stadigvæk, fordi det var så hårdt det brud. Det er jo ikke fordi jeg har lyst til at gøre tingene om, på ingen måde. At stoppe det forhold var på mange måder rigtig, rigtig godt for os begge to. Men av, det er lidt lige som at bide sig i kinden flere gange på en dag. Det gør lige ondt hver gang.

Puha, tungsindige ord og tanker. Det er virkelig ikke det jeg gør mig mest i. Men af og til, så rammer det. Det der liv og de der følelser.

om telefonregninger

Har lige erfaret at jeg kan logge ind og se min telefonregning med ALLE detaljer. Shit. Har i august sendt 59 sms'er til de smukke øjne. Begynder at se hvorfor han måske panikker lidt over mig. Crazy sms-girl eller hvad? Til sammenligning har jeg sendt 51 til Den Langbenede. Og 11 til min mor. 

on the fun side of life...

... bor sammen med en kvinde der kan bære røde lakbukser
... min overbo har knaldet i en time på sin knirke-knirke-seng, med indlagte pauser så man lige kunne nå at tænke 'nu er hun vist færdig'
... rødt hår giver åbenbart bonus hos bøsserne i kbh
... har muligvis en tilbagevendende postkassetyv. Seriøst, hvem stjæler en fest-invitation?
... har usædvanligt stærke meninger om mælk, selv om jeg aldrig drikker det
... har læst her til aften ved at se dårlige film, youtube video'er og drukket portvin

om manden, pessimister og tak-sigelser

Nu spøger han igen, ham der med øjnene. For helvede hvor er det irriterende at en mand som man næsten dater kan fylde så meget og påvirke ens humør. Sidder og ser Pessimisterne på DR2 og tænker at nogen af de der øvelser kunne være meget brugbare når man depri'er den over mænd, speciale og alt det andet.

Tilbage til manden. Har set ham igen. Efter alt, alt for lang tid er det lykkedes at lave en aftale med ham. Skrev til ham og spurgte efter hans sekretær. Hvilket udløste en aftale søndag aften. Det var dejligt at se ham igen jo. For han er jo dejlig. Og så, ja så indtrådte den let paniske stemning da han nævnte ordet forelsket. Kan faktisk ikke huske præcis hvordan det fik plads i samtalen. Noget med at spille med åbne kort og hvor meget vi hver især ligger i det her dating-forholds-noget. "Jeg kan ikke sige jeg er forelsket" tror jeg han sagde. Jamen, øhm... hvem sagde lige noget om at være forelsket? Knytter hænderne og råber "IHH" meget højt indeni. Så slap dog af og nyd det i stedet for at panikke!

Og hans panik medførte altså så en gevaldig humørsvingning hos mig i dag. Så tilbage til Pessimisterne og deres lykkeøvelser. Man skal åbenbart have tre positive oplevelser med sig for at opveje en negativ. Så positiv'er away ved at tænke på dejlige mennesker, snakke i telefon med Den Langbenede og min gode ven Den Ordblinde. Så igen, tak. Tak for dejlige mennesker og dejlig roomie. Tak for god kaffe og solskin i september. Tak for fed musik og fantastisk sex. Tak for gode stunder med rødvin og smittende latter. Så. Nu kan alt det negative bare komme an!

øv altså... med tak på

Sidder her og hoster, med propper i ørerne og en ualmindelig stor lyst til at begrave mig selv i dynerne med en kop te. Øv altså. Det er sgu ikke så fremmende for hverken specialeskrivningen eller hjemmepusleriet. Og så prøver jeg desperat at komme af med en vagt på arbejdet i morgen. For ærlig talt, hvem har lyst til at få serveret en kop kaffe af en kvinde der ser ud som en røv der er træt at af skide. Sådan føles det i hvert fald lige nu. Øv altså. Hader HADER at være syg. Sådan virkelig hader. Det er faktisk nok noget af det eneste i denne verden jeg oprigtigt hader. Specielt når det er sådan noget sygdom hvor man ikke er helt lagt ned med febervildelse og brækkede ben, men bare skrænter ad helvedes til. Øv altså.

Så er det rart at bo sammen med den smukke sangerinde der bager morgenbrød og smiler med hele kroppen. Så bliver verden bare lidt rarere. 

næsten-aftaler og brækkede fingre

Er ikke helt sikker på om det er godt eller skidt når man er lidt begejstret for at have en næsten-aftale i morgen med de smukke øjne. Det er i hvert fald ikke forbi kommunikationen med ham kommer i overflod. Det er nok det der brækkede-sms-fingre-syndrom som en del mænd åbenbart lider af. Og en ungkarle-kalender der ikke levner meget plads til dates med en kvinde. Arbejdet er han ret dedikeret til, og vennerne bruger han meget tid på. Og det er jo også det. Det er jo lige præcis det der er så fedt og charmerende ved ham ik? At han faktisk synes at det han laver er vildt fedt og at han hviler i det. At han synes det er vigtigt at bruge tid med sine venner og gå i byen og komme hjem kl 8 om morgenen.

Det ville nu bare være meget fedt at kunne se frem til en aften hvor der var tid til at kigge lidt ind i de der smukke øjne. Fordi... UH, så glemmer jeg alt det andet. Så er han bare dejlig.

de usikre smukke øjne

Fik besøg af de smukke øjne i fredags. Det vil sige, det var faktisk nat, omkring kl 2 da der tikkede en sms ind på telefonen. At han gerne ville se mig snart og at det var lidt dumt for han var fuld og havde været til koncert. Men ja, jeg ville sgu da gerne se ham. Der er ligesom gået over to uger siden sidst. Så spurgte om han ikke kom hjem til mig. Og tænk, han er usikker og synes det hele er svært. En mand på 30 år synes det er svært med en kvinde han har set fire gange i alt. Jamen altså.

Nogen gange må de der mænd godt huske at trække vejret og overveje at vi kvinder måske også gerne vil lære dem lidt at kende inden vi planlægger en tur til kirken. Jeg mener, fire gange i alt. Hvad er der lige at blive usikker over? I hvert fald var det dejligt at se ham, kysse med ham, kramme ham. Mmm... Intet er usikkert lige der, i det øjeblik.

om smålighed og storhed

Funderer lidt over smålighed ind i mellem. Som når ens veninde kalder folk grimme hvis hun er såret over deres handlinger. Ens anden veninde der har fodret mig med uhyggeligt mange detaljer om sin kæreste som jeg aldrig, ALDRIG må sige videre. Selvfølgelig delt når hun har været lidt sur på ham. Eller en ven der synes at det er for dårligt at jeg bruger tid på at fejre min fødselsdag, når jeg har meldt fra på en masse andre sociale og frivillige aktiviteter pga specialet. Når jeg tænker på det, så bliver jeg sgu trist indeni. For jeg synes som udgangspunkt de fleste mennesker er smukke, dejlige og helt fantastiske på hver ders måde. Bare kald mig naiv.

Men så funderer jeg heldigvis også over storhed. Som når min roomie bager boller. Min studiekammerat gerne vil mødes til frokost, selv om jeg har haft hende lidt på lavt blus siden hun afleverede. Eller når jeg bliver inviteret i biffen af nogle venner jeg ikke har set i meget lang tid. Eller når min X fortæller mig at jeg er hans stjerne og at han har fundet balance i sit liv igen, og håber at jeg stadig vil mødes med ham til kaffe. Og det selv om jeg sårede ham grusomt da jeg gik fra ham for 1,5 år siden. Så bliver jeg helt glad og rørt, for mennesker er sgu smukke, dejlige og fantastiske.

fucking overspringshandlinger

Så sidder man her en fucking tirsdag og overvejer hvad man har lavet siden sidste blogging... Speciale? Nej. Ordnet mapper og papirer? Næ. Været til cykelsmeden? Nope. Okay, holdt lige fødselsdag i weekenden. Det må vel være en kvinde forundt at fejre sig selv lidt ind i mellem. Men i dag for eksempel har jeg været på Uni, hvor jeg brugte det meste af tiden på at tjekke facebook, e-mail og coolstuff.com. Så altså, fucking overspringshandlinger. Og det bitre udtryk bunder selvfølgelig i at de smukke øjne ikke har skrevet siden i torsdags. Torsdag! Og der er nu gået to uger siden vi kyssede hinanden farvel på gaden med et "vi ses", og smil og sådan. To fucking uger. Hmm. Så det er lidt svært at koncentrere sig om det der speciale og alle de ting man bør ordne.

Okay, har faktisk gjort én konstruktiv ting på det sidste. Første voksenjobansøgning er sendt afsted. Shit. Så bliver man lidt glad igen alligevel. Af sådan en fucking fed overspringshandling.

er det godt eller skidt når...

... man prøver at overbevise sig selv om at det er et godt tegn, når manden med de smukke øjne ikke svarer på den besked man sendte for et døgn siden. "Det er jo bare fordi han er meget til stede der hvor han er"
... man hellere tager opvasken og sorterer vinyler frem for at læse til det der speciale
... ens mors giver en krammer og et lille kys på skulderen når man er ude i offentligt rum sammen
... man prøver diskret at "børste" det der mor-kys af skulderen fordi man synes det er lidt flovt
... ens venner kommer med spydige kommentarer på facebook fordi man køber CD'er, som så er blevet stjålet lige ud af postkassen!
... ens overspringshandlinger bliver overvejelser om ny tatovering eller farvet hår

Hende Den Grimme

Der var en gang en pige der ikke var så køn. Ret grim åbenbart, siger min veninde der boede i samme by som hende. Hende Den Grimme. Ja, undskylder for navnet, men det bliver hun altså kaldt i omgangskredsen. Og hvorfor er det så interessant at min veninde har boet i samme by som en grim pige?

"Jeg så Hende Den Grimme forleden, på vej ind i min opgang. Og jeg åbnede døren for hende, hvorefter hun fortsætter ind hos den lækre nabo, som jeg har forsøgt at score i et godt stykke tid. Dagen efter var der to der gik i bad. Hmm. Det er faktisk ikke fordi hun er grim nu, men dengang vi boede i samme lille by der var hun ret grim. Hun er blevet pænere nu, men er stadig lidt grim. Hun har i hvert fald tykke lår."

Det lykkedes så langt om længe at score den lækre nabo, der så har valgt at Hende Den Grimme ikke eksisterer. Lidt a la, she-who-must-not-be-named. Mænd er altså mærkelige...

samtaler om klamydia

Jeg ved ikke helt hvad det er et tegn på, når man mødes med gode venner på en kaffebar og samtalen ender i samtaler om klamydia. Eller rettere historier om klamydia. Som historien om min veninde der ellers er ret fornuftig og bruger badehætte hver gang, men så kom der en Player forbi. Måske har han smittet hende. Og måske har hun så smittet sin nabo. Eller også har naboen smittet hende, fordi han har været sammen med Hende Den Grimme. Det er en lidt anden historie. Anyways. Min veninde tager til lægen, bliver testet, får svar tilbage om at prøven er POSITIV. Ja, sådan. Ikke positiv, men POSITIV. Shit hva'? Hun får så udleveret to klamydia-gå-væk pakker, afleverer den ene til overboen, der kvitterer med at dumpe hende senere på dagen. Altså, helt ærligt!

Så er der den anden historie og min vens fætter, der til sidste familiemiddag under en kort pause slår i bordet og udbryder "Jeg tror sgu jeg har fået klamydia". Ja, de kommer hinanden ved i den familie skal jeg love for.

Og så min egen klamydia-historie om at jeg jo lige var ret så single for nogle uger siden og fik lidt sukker af en 18 årig. Og nu er jeg måske smittet med klamydia. Fuck. Og så når man dater en mand med smukke, smukke øjne. Og man først kan få taget testen om ti dage. Fuck altså.

Hader klamydia. Kan godt lide kaffe til gengæld.

manden med de smukke øjne

Har været på endnu en blind date. Denne gang med succes. Og han har smukke øjne. På den der måde hvor jeg nåede at stresse helt ud fordi der gik tolv, TOLV timer inden han skrev tilbage på min besked. Nå ja, fordi han havde glemt telefonen derhjemme. Bevares. Men det medførte i hvert fald nok humørsvingning til at jeg nåede at bide af min kære mor, der bare kom forbi for at hjælpe med lidt praktisk i lejligheden. Tænk at man stadig har lidt teenager i sig. Dejligt, ik?!

om blind dates og mænd uden personlighed

Var på blind date for første gang i rigtig lang tid. Sådan rigtig blind date. Som i, min veninde havde mødt ham i metroen og derefter sendt ham videre til dating med en veninde. En blind date i sig selv er vel ikke noget at skrive lange indlæg omkring, men som overspringshandling blev fortællingen nu alligevel værd at skrive ned. Jeg vil starte med at at stille nogle få men vigtige spørgsmål: Hvornår er et kram et kram? Hvornår er det sent på aftenen at gå hjem fra en date? Hvor meget personlighed har en mælkekarton?

Historien starter en søndag, dagen hvor den blinde date blev afviklet. "Manden fra metroen" havde skrevet med single-kvinden og aftalt at mødes til kaffe og derefter en pirat-film. Altså den lovlige slags vel at mærke, med Johnny Depp i hovedrollen. De to mødes på Vesterbro station kl 20 søndag aften, hvor single-kvinden rækker hånden frem for at hilse på "Manden fra metroen". Han vælger at tolke det som en invitation til at kramme. Hmm.

Turen går nu mod det ærværdige Palads, hvor aftenens film skal ses. "Manden fra metroen" spørger interesseret til single-kvindens speciale, og hun replikkerer med at spørge til hans studie. Det viser sig at "Manden fra metroen" læser jura på tredje år. Altså, han skal starte på tredje år. Han arbejder desuden som sælger for Viasat, hvilket bliver rost og betegnet som et rigtig godt arbejde. 'Man får nemlig sådan nogen gratis biografbilletter, hvis man er en god sælger' siger han begejstret og betaler derefter den nette som af kun fem kr. for to biografbilletter.

"Manden fra metroen" og single-kvinden bevæger sig nu ud på de københavnske gader for at finde en kop kaffe. De kan de nemlig begge rigtig godt lide. En smule skævt går det dog da "Manden fra metroen" spørger til forskellige kaffekæder og bliver overrasket over single-kvindens foragt for Baresso (Ja, jeg er en kaffe-snob) og bryggesystemet Senseo (læs ovenstående). De to vandrer derudaf på en mere og mere fortvivlet jagt på den mørke drik. Samtlige caféer i City er nemlig lukket i dagens anledning.

Til sidst beslutter de to sig for at bevæge sig tilbage mod Palads'et. 'Der er også billigt' siger "Manden fra metroen" begejstret. På vejen tilbage falder snakken på musik, som jo er en af single-kvindens passioner. Igen går det en smule skævt da "Manden fra metroen" beklager sig over at elektronisk musik slet ikke bliver forstået ordentligt. Det er nemlig efter hans mening helt fint at man forfiner et musiknummer med elektroniske virkemidler. Single-kvinden kigger forundret på "Manden fra metroen" og spørger hvad han mener. Elektronisk musik og auto-tune er nemlig ikke det samme i hendes forståelse. Men jo, det er det ifølge "Manden fra metroen", der ikke helt kan se forskellen. Det bliver til en snak om det ægte engagement og kærlighed til musik, hvor de to må blive enige om... Eller rettere, samtalen dør ud da de nærmer sig Palads'et.

---

Efter pirat-filmen (med mr. Depp) bevæger de to - "Manden fra metroen" og single-kvinden sig igen ud i den københavnske aften. Kl. er omkring 23.30 og single-kvinden kigger fortvivlet på sin telefon og udbryder 'Det er vel nok også blevet sent. Hvilken vej skal du?' "Manden fra metroen" bor på Amager og skal i den retning. Den modsatte retning af single-kvinden, hvilken hun fortæller ham diskret ved at nævne Enghaveplads. "Manden fra metroen" ser forlegen ud, men fatter sig og slår armene ud til et kram. 'Bevares' tænker single-kvinden og giver ham et kram. På vej ind i krammet flytter "Manden fra metroen" sit hoved og gør klar til et kys - det har jo været en rigtig date. Single-kvinden overvejer kort hvad det er der foregår, reagerer instinktivt og vender sin kind til, så kysset lander der. De to trækker sig ud af det korte kram og single-kvinden siger at ’det jo har været hyggeligt’ og ’de kan jo skrives ved’. ”Manden fra metroen” beslutter sig for at give det en chance til, slår armene ud til et kram igen, og endnu et kys. En enkelt afvisning kan man jo ikke slutte sådan en aften på. Igen indvilger single-kvinden i at et kram er ganske harmløst, men at kysset nu engang får plads på kinden. Hun vender sig derefter om og går i retning af Enghave Plads, griber i lommen efter telefonen mens hun overvejer hvem hun skal ringe til for at fortælle om ”Verdens kedeligste date”.

Så svaret på jeres spørgsmål må være vel besvarede, en karton mælk HAR faktisk mere personlighed end visse mænd og overspringshandlinger kan tage overhånd.