Historien om et brud

Skrev en kommentar til Skriblerens indlæg om brud, som jeg også lige vil dele med jer.

Har et par break-up historier, ikke mange men de er der.

Den værste er dog da jeg (og ja, det var mig) valgte at gå fra min kæreste gennem 8,5 år. Vi mødte hinanden da jeg var 17 og han var 19. Vi så hinanden næsten hver dag derfra. Hvis ikke det faktisk var hver eneste dag. Den lange historie om vores forhold gemmer jeg til bloggen. Men bruddet kan jeg godt dele.

Vi boede sammen. Så meget sammen som man kan uden egentlig at vi nogensinde havde snakket om at bo sammen. Det var bare sket helt stille og roligt. Hans ting flyttede med når jeg flyttede lejlighed. Når jeg købte møbler og indrettede var det med ham i tankerne. Jeg var forelsket, elskede ham, følte mig hjemme med ham. Men så en dag, en januardag for ca 2,5 år siden manglede der noget. Der var noget helt galt. En dag jeg sad sammen med nogle venner var det som om puslespillet pludselig faldt på plads. Det skulle ikke være os to for resten af livet. Det var forkert. Eller, ikke forkert men det var bare ikke sådan vores liv skulle formes.

Da han kom hjem fra en ferie nogle dage senere og jeg tog i mod ham i lufthavnen havde jeg ikke det der sug af savn i maven. Han var der bare, et menneske, en mand som jeg havde delt hele mit voksne liv med. Vi tog hjem sammen, havde vist nok sex, vågnede op sammen. Jeg stod op, satte Bon Iver på anlægget og sagde at jeg altså ikke ville se TV i dag for jeg ville gerne høre musik. Pludselig snakkede vi om os to. Jeg sagde at vi var for forskellige, ville forskellige ting. Han havde tårer i øjnene, nægtede at tro på mig, sagde at vi var nødt til at snakke om det, at han ville gøre alt. Jeg kunne mærke et fysisk behov for at komme væk, være i et andet rum end ham. Så jeg tog på arbejde og brød sammen i gråd foran mine kolleger. De satte mig på et kontor og hentede vand. Han ringede og spurgte hvor jeg var og om jeg kom hjem. Jeg ringede til alle jeg kunne komme i tanke om. Endte med at tage hjem til en veninde, hvor jeg sad helt grå og træt og tom. Tog videre til en anden veninde. Jeg cyklede næsten uden overtøj fra Nørrebro til Glostrup i januar måned med tårerne trillende ned af kinderne. Da jeg kom frem blev jeg placeret i en stol o stuen med en dyne omkring mig. Min veninde spurgte om jeg havde fået noget at spise. Nej, en halv vindrue og noget vand.

Da jeg havde siddet der i, ja måske nogle timer, jeg ved det faktisk ikke. Jeg tror det var der han ringede og sagde at han var ved at få flyttet sine ting ud af min lejlighed. Min veninde kørte mig hjem om aftenen til en lejlighed der føltes som et åbent sår. Itureven og ødelagt med åbne skuffer og skabe. Tomme hylder og pladser. Jeg satte mig i et hjørne i en kugle af gråd og hulkede, hulkede og hulkede. Kunne ikke rumme at det var rigtigt. Pakkede lidt ting og kørte hjem til en anden veninde og boede der i en uge. Fik fri fra arbejde i to uger til at komme mig. Jeg kunne ikke andet end at stå op, spise lidt og så sidde i en sofa med en dyne om mig. Efter to uger kom jeg tilbage på arbejde og fik lov til at stirre ind i en computerskærm. Det var det eneste jeg skulle gøre. Bare være der i de timer jeg skulle være på arbejde.

Jeg ved ikke præcis hvad der hjalp. Om det var de åbne arme fra mine veninder, forståelsen fra mine kolleger og chef, tid, musik, rebound-knaldene og hvad der ellers skete. Jeg kan sjovt nok huske så mange detaljer fra selve bruddet og ikke så mange fra tiden efter. Jeg kan huske at det føltes som at brede vingerne ud og flyve hen over en sommermark af blomster. Glæde, frihed, begær, følelsen af at ane et mig der var kun mig og ikke mig og ham.

Selv nu, 2,5 år senere kan jeg få små stik af smerte i maven. Jeg panikker når en mand bliver kæreste-agtig og falder kun for dem der helt sikkert ikke er nogen muligheder for at få et forhold med. Jeg tror ikke det handler så meget om at jeg er kommet over bruddet men mere at jeg har lært af det og øver mig på mine styrker. Giver det mening?

Min kusine har et oprydningsmantra som måske kan hjælpe lidt her (okay, det er et longshot og ret langhåret, men stadig)
Elsker jeg ham? - Som i, kan jeg ikke trække vejret uden ham.
Bruger jeg ham? Har jeg brug for ham eller er han der som en ekstra dejlig person i mit liv.
Er han smuk? Bliver jeg et smukkere menneske af at være sammen med ham eller klarer jeg det selv.
Er der fremtid i ham? Er det ham jeg skal dele min fremtid med.

Ville gerne sige et eller andet smuk, sejt og klogt, men det vigtigste er nok at du får grædt ud og holder godt fast i dig selv. Der er ikke én opskrift på det gode liv.