fredag den 9. december 2011

smukke øjne og dybe stemmer

Jeg har ikke set ham i en måned. En hel måned hvor det kun er sporadiske sms'er der holder os i kontakt. Jo jo, han svarer da på dem jeg sender, og fortæller lidt om sin hverdag. En måned er meget lang tid. Det er hårde odds hvis det skal blive til noget med manden med de smukke øjne. Men jeg er stædig.

Så midt i det hele kan facebook fucke ens følelsesliv gevaldigt op. Det er lidt som at stikke hånden i en hvepserede (er SYGT bange for hvepse) hvor man kan risikere at blive stukket any time. Facebooks forbrydelse er ikke værre end at jeg har kontakt til en fyr som jeg har været på studietur med. Meget uskyldigt egentlig. Vi var afsted sammen med 30 andre her i foråret. Unge studerende, så der gik øl i den. Mange øl. Der var flirt i luften. Jeg havde øjnet ham i starten. En flot fyr der grinede og kunne føre en samtale. Og så har han sådan en dyb stemme, så glassene klirrer på bordet når han åbner munden. Mmm... Det kan jeg ikke stå for. Men han flirtede med alle mulige andre, så jeg øjnede mig en anden fyr. Også flot, sød og sjov. Så en aften gik vi hjem mod vores hotel, som de to sidste. Og der, midt på gaden i Jerusalem kyssede vi. Hurtigt og intenst. Han mumlede noget med at vi hellere måtte gå op, så de andre ikke anede uråd. Og jeg tænkte at det var lidt spøjst. Oppe i lobbyen sad en gruppe af de andre. De ænsede ingenting. Vi sneg os ud på toilettet og kyssede lidt mere. Næste morgen var der ikke rigtig tid til flirt eller lignende. Hele gruppen skulle videre sydpå. Vi kørte afsted i bus, halvsovende, tømmermandsramte. Om aftenen blev vi indlogeret hos nogle lokale studerende, der holdt fest for os. Grill, øl og vandpibe. Da øllene var sluppet op gik vi mod et diskotek. Og på vejen endte jeg med at gå sammen med ham med den dybe stemme. Som snakkede og sang med sin dybe stemme. Vi gik og holdt om hinanden, på en meget uskyldig og alligevel flirtende måde. You know. Inde på diskoteket sad vi helt tæt på hinanden, lår mod lår. Og så kyssede vi. Lige der. Et fantastisk kys. Og resten af aftenen med kyssede vi. Han kysser ret godt kan jeg afsløre. Mere blev det ikke til den aften.

Næste dag, ny by, ny vandpibebar. Jeg skulle bare aflevere en nøgle til hende jeg delte værelse med. Så vi mødtes hurtigt nede på gaden. Han var med, og ventede på mig, da jeg havde afleveret nøglen. Og kyssede mig midt på gaden, i Betlehem. Mmm... Næste dag skete der dog noget. Et eller andet usynligt tæppe var trukket for mellem os. Han var afvisende, ikke særlig imødekommende. Av. Det gjorde ondt i selvværdet. Hvorfor? tænkte jeg. Har jeg sagt et eller andet? Gjort noget? Det fortsatte de næste dage. Kølig luft, ingen øjenkontakt. Ingenting. Jeg vidste jo godt at det ikke var den store kærlighed, at det var en flirt på en studietur, men alligevel. Det gør ondt. Så pludselig sad vi der i bussen, på vej til den sidste by vi skulle besøge. Vi sad bagerst, næsten alene. Ikke ved siden af hinanden, men næsten alene. Jeg tog tilløb i mange meget lange minutter, for jeg har ret svært ved at bryde igennem sådan en usynlig kontaktmur. "Er vi to okay?" Hmm... ja. Han synes bare at jeg havde været lige lovlig meget på. Og det var svært at håndtere. "Men jeg forventer jo ikke noget. Jeg har lige været i et meget langt forhold" fik jeg sagt. Og så kyssede han mig igen. Lige der i bussen. Det var rart. Knuden i maven forsvandt.

Om aftenen var der fest. Med masser af alkohol. Og god stemning. Sidste rigtige aften sammen. Der blev danset og sunget og grinet. Og jeg kyssede ham, gjorde jeg. Lige foran alle de andre. Og han var ligeglad. Eller fuld. Det gør det vist ud for hinanden. Da vi stod i Københavns lufthavn og skulle sige farvel, ventede jeg med ham til allersidst. Ingen kys. Det var ligesom en uudtalt aftale. Men jeg kiggede ham dybt i øjnene. Og holdt lidt om ham. Og sagde "vi ses".

Så tilbage til facebook. Hvor man (eller jeg i hvert fald) har kontakt med alle dem man har rejst med, kender fra studiet osv. Og deriblandt også manden med den dybe stemme. Som jeg ikke kan høre på chatten. Øv! Men vi skriver sammen. Lange samtaler. Om alt mellem himmel og jord. Studie, speciale, verdens tilstand, fester og dating. Ikke dating mellem os, men med andre. Gode samtaler. Farlige samtaler. For jeg har nok stadig et følelsesliv der er på udviklingsstadie 17 år. Så jeg bliver grebet, tænker mig om, trækker mig igen, bliver grebet og så videre...

Jeg ved ikke helt hvor det her bærer hen, men jeg har rationaliseret mig frem til, at jeg må følge mit hjerte (ej det lyder måske lidt voldsomt), at jeg må følge min umiddelbare mavefornemmelse og skrive med den dybe stemme. Og ses med de smukke øjne. Og tage den derfra. Ellers bliver jeg vel aldrig klogere?

3 kommentarer:

  1. Uh hvor spændende! Kan godt forstå dit dilemma...

    SvarSlet
  2. Tak :) Mine veninder synes jeg er lidt af en hat, fordi de smukke øjne har en utrolig ringe record for ikke at svare og ikke lave aftaler. Og den dybe stemme er 6 år yngre end mig... Så dilemma ja. Med finurligheder :)

    SvarSlet
  3. I den anledning må jeg citere SATC: "Everything before I love You doesn't count" (I en fristilsfortolkning,I know)

    Derfor date du bare løs - og fortæl om det ;-)

    SvarSlet