Afstikker

Jeg hader at føle mig udenfor. Som sådan en gulvklud der ligger ved siden af vasken, og som ingen rigtig har lyst til at flytte på. Sådan kan jeg have det nogen gange. Det er en voldsom følelse der kommer snigende og pludselig overmander mig og indtager det hele. Den kan fylde mig ud på et splitsekund fra en knude i maven helt ud til fingerspidserne og lægge sig som en trykkende dyne rundt om mit hjerte, mine arme, ben, fødder, hænder og hoved.

Det er ligesom et monster der tager min krop som bolig og begynder at fortælle mig historier om mig selv. Om at jeg er ligegyldig og at jeg ingen rigtige venner har. At dem jeg tænker på som venner nok bare synes at jeg er en belastning og at det er derfor de aldrig ringer. Den sidder der - følelsen - som den velkendte djævel på skulderen og stikker små giftpile af dårligdom ind i mig.

På vej hjem på cykel i dag blev jeg overmandet igen. Helt uforberedt blev jeg ramt. Og jeg har lyst til at græde, men jeg gør det ikke. Jeg har lyst til at råbe det til hele verden, men jeg gør det ikke. Jeg har lyst til at lægge mig ind til en brystkasse og omgive mig med tryghed, men jeg gør det ikke. Jeg har lyst til at fortælle mine venner det, men jeg gør det ikke. Jeg har lyst til at gøre noget ved den følelse, men jeg ved ikke hvad.

Det er følelsen af tomhed.

Jeg prøver. Det gør jeg. Kæmper. Men den slår fandme igen. Hårdt. Av.