"Dine nye sko - er de ikke næsten magen til dem jeg købte til dig i London?"
"Har jeg ikke givet dig den?"
"Skal jeg lige komme forbi med...?"
Det kan måske ikke overraske den garvede medlæser at jeg har et kende anstrengt forhold til mit mødrende ophav. Det er ambivalent, vores forhold. Hun er min mor. Jeg er hendes datter. Problemet opstår når grænser hviskes ud eller overtrædes. Ofte mine grænser, selv om hun tit synes det er hendes. Lad mig eksemplificere:
Jeg kigger på nye sko, der koster en kende mere end jeg har penge til. Derfor tager jeg et billede med min smarte telefon og sender til mutti. Med forespørgsel om økonomisk tilskud naturligvis. Så kommer jeg hjem med de nye meget smukke sko. (Jo, de er smukke. Basta!). Hvorefter jeg får kommentaren "er de ikke næsten magen til dem jeg købte til dig i London?". Hvordan er det grænseoverskridende tænker du? Jo, for det første så er de ikke magen til på andre måder, end at de begge er støvler. For det andet så får jeg små trækninger af den der tilføjelse "som jeg købte til dig...". Hvorfor er det vigtigt!?! Hvorfor er det så sindsygt vigtigt at hun altid får pointeret at hun har givet mig noget?
Jeg har også fået lavet vindueskarm. Det har min mor stået for. Den er monteret oven på den gamle. Jeg har så fået at vide fra bestyrelsen, at hvis jeg vil lave en ny vindueskarm må den IKKE være monteret ovenpå den gamle. Hmm... gode råd er dyre. Samme dag får jeg så at vide, at jeg ikke længere har min lange anciennitet i min boligforening fordi jeg har misset et brev. Lorte dag. Jeg ringer til min mor for at sige, at vindueskarmen skal laves om og at jeg synes det er lidt irriterende at hun har taget sådan en beslutning uden at lytte til mig. At jeg har lidt meget om ørerne. Hvorefter vi bevæger os ud i en lang, lang diskussion om at hun jo bare vil hjælpe og hun har jo kun gjort det for at hjælpe og at hun ikke har forsøgt at være til besvær, men bare ville hjælpe. Det hele slutter med at jeg må fortælle hende at jeg har brug for at hun er mor, og fortæller mig at vi finder ud af det og ordner den vindueskarm når jeg har tid og overskud til det igen.
Hvem er det lige der er den voksne spørger jeg så?
Det er nok en af de ting jeg har rigtig svært ved at forklare overfor andre, fordi min mor er enormt charmerende. Næsten alle der møder hende kan lide hende og synes hun er super sej. Og det er hun også. Ingen tvivl om det. Men hun er en masse andre ting oveni. Jeg arbejder stadig på at fastholde grænserne.
"Har jeg ikke givet dig den?"
"Skal jeg lige komme forbi med...?"
Det kan måske ikke overraske den garvede medlæser at jeg har et kende anstrengt forhold til mit mødrende ophav. Det er ambivalent, vores forhold. Hun er min mor. Jeg er hendes datter. Problemet opstår når grænser hviskes ud eller overtrædes. Ofte mine grænser, selv om hun tit synes det er hendes. Lad mig eksemplificere:
Jeg kigger på nye sko, der koster en kende mere end jeg har penge til. Derfor tager jeg et billede med min smarte telefon og sender til mutti. Med forespørgsel om økonomisk tilskud naturligvis. Så kommer jeg hjem med de nye meget smukke sko. (Jo, de er smukke. Basta!). Hvorefter jeg får kommentaren "er de ikke næsten magen til dem jeg købte til dig i London?". Hvordan er det grænseoverskridende tænker du? Jo, for det første så er de ikke magen til på andre måder, end at de begge er støvler. For det andet så får jeg små trækninger af den der tilføjelse "som jeg købte til dig...". Hvorfor er det vigtigt!?! Hvorfor er det så sindsygt vigtigt at hun altid får pointeret at hun har givet mig noget?
Jeg har også fået lavet vindueskarm. Det har min mor stået for. Den er monteret oven på den gamle. Jeg har så fået at vide fra bestyrelsen, at hvis jeg vil lave en ny vindueskarm må den IKKE være monteret ovenpå den gamle. Hmm... gode råd er dyre. Samme dag får jeg så at vide, at jeg ikke længere har min lange anciennitet i min boligforening fordi jeg har misset et brev. Lorte dag. Jeg ringer til min mor for at sige, at vindueskarmen skal laves om og at jeg synes det er lidt irriterende at hun har taget sådan en beslutning uden at lytte til mig. At jeg har lidt meget om ørerne. Hvorefter vi bevæger os ud i en lang, lang diskussion om at hun jo bare vil hjælpe og hun har jo kun gjort det for at hjælpe og at hun ikke har forsøgt at være til besvær, men bare ville hjælpe. Det hele slutter med at jeg må fortælle hende at jeg har brug for at hun er mor, og fortæller mig at vi finder ud af det og ordner den vindueskarm når jeg har tid og overskud til det igen.
Hvem er det lige der er den voksne spørger jeg så?
Det er nok en af de ting jeg har rigtig svært ved at forklare overfor andre, fordi min mor er enormt charmerende. Næsten alle der møder hende kan lide hende og synes hun er super sej. Og det er hun også. Ingen tvivl om det. Men hun er en masse andre ting oveni. Jeg arbejder stadig på at fastholde grænserne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar