mandag den 5. november 2012

Hvornår er det lige det stopper?

Altså det der med at blive ked af det på teenagemåden? Ja okay, jeg tror ikke at jeg dør eller har lyst til at høre dårlige emo-sange, men er sgu sådan godt gammeldags ked af det stadigvæk. Nu er der gået 10 dage. Jeg gav mig selv en frist, så jeg ikke blev grebet i at psyko-stalke hans facebook (hvor vi jo ikke længere er venner). Eller liiiiige kom til at skrive til ham lørdag aften, når der var røget et par bajsere indenbords. Den frist har jeg faktisk holdt! Hvilket er ret imponerende, når man tænker på hvor nemt det er at stalke folk på facebook.

Det dumme er, at jeg har jo tænkt på ham hele tiden. Tænker på hans krøllede hår og store brune øjne. Savner hans ro og hans grin. Bare at smelte og falde hen i de der arme. Jeg har grædt. I to dage græd jeg alt for meget. Alt for meget taget i betragtning af at vi jo bare var bollevenner. At vi ikke rigtigt var forelskede. Overvej lige, hvor dumt det her indlæg føles. Sådan relativt set.

Så nu er der altså gået 10 dage. Jeg har nået min frist. Han har fået nyt telefonnummer, så jeg har skrevet til ham på facebook. At jeg savner ham, men at jeg gerne vil se ham. For det vil jeg. Ikke bare for at se ham, men fordi jeg har brug for at bruge mine ord og fortælle at han er helt særlig. At jeg respekterer hans valg selv om jeg ikke er enig med ham.

Er det helt fjollet?

6 kommentarer:

  1. Nej det er ikke fjollet - men det er ret sent :(

    Grunden til at i begge to ikke følte I var andet end bollevenner kunne måske tænkes at være fordi I ikke gav jeg selv lov til at være andet - og nu hvor du ikke længere skal "skjule" dine følelser overfor dig selv opdager du lige pludselig at han betød noget.
    Du har jo selv skrevet at du har været så bange for ordet kærester - irrationel bange for det.

    Tror det vil være godt for dig at sige det - men du skal gøre det for din egen skyld og ikke have forventninger til hans svar...

    SvarSlet
    Svar
    1. Uh det er simpelthen så spot on det der. Du skulle vel ikke være tankelæser? Jeg er langsomt ved at komme mig ovenpå det lange forhold jeg var i fra jeg var 17 til 26. Eller rettere, bruddet er jeg ved at komme mig over. Det tager tid, og jeg bliver kun klogere. Tænk at jeg nu er kommet så langt at jeg kan forestille mig selv have en kæreste igen. Det er da lidt fantastisk!

      Tak for kommentaren :)

      Slet
  2. Dejligt at høre at du er kommet så langt :)

    Tankelæser? - nah men havde et forhold til en lidt...aflukket pige - har fulgt din blog i noget tid og kunne se nogle ligheder :)

    Ret interessant at læse hvordan du oplever os fyre :P

    Håber du får det bedre snart.

    Jacob

    SvarSlet
    Svar
    1. Aflukket... Hmm... har tænkt over den de sidste dage. Måske. Det er svært at se selv. Tænker umiddelbart mig selv som åben men jeg er helt sikkert blevet udfordret på min lukkethed på det seneste.

      Tak for læsning! Fedt at jeg også appelerer til det lækre køn ;)

      Slet
  3. Det var nu ikke negativt ment :)

    Men hvis du bevidst eller ubevidst ikke har været åben overfor idéen om kærester og ikke har været til barnedåb mv. så har du jo også lukket "familie-siden" af din personlighed og ikke vist hvordan du omgås dem der er nærmest på dig og det betyder jo trods alt meget på længere sigt.

    Du er åben! - ellers ville du jo hellere ikke skrive en blog, der kom så tæt på - det var bare i den specifikke situation jeg mente.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hehe... jeg har kloge læsere :) Bonuspoint til mig!

      Slet