Er lige gået helt i stå foran computeren. Som i helt klassisk at stirre ud i intetheden med fornemmelsen af at hjernecellerne derinde står helt stille. Fører små diskussioner med mig selv om hvorvidt jeg bør tage forbi mutti så jeg kan printe det jeg har og hente aftensmad, eller om jeg skal prøve at give det lige en skalle mere. Om fire døgn skal jeg gerne kunne sende noget der ser nogenlunde ud til min vejleder. Fire meget lange døgn. Og om fjorten døgn skulle jeg gerne kunne sætte sidste komma (fordi punktummer kan jeg sådan ok. Det er kommaerne der driller) i specialet. 14. Fjorten. To uger. Et meget overkommeligt tal, og så alligevel slet ikke.
Så, nu kan jeg mærke knuden i maven igen...
Så, nu kan jeg mærke knuden i maven igen...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar